Foto Helga Rosenfeldt-Olsen
Lørdag havde vi besøg af kroppe udefra, der udforskede byrummet med os. Her er noget af responsen:
- Som at genfinde sit indre barn
- Er det ok at grine?
- En følelse af en tidslomme – en pause
- Jeg lægger mærke til byens detaljer – en bøg der er sprunget ud, farverne omkring mig
- At sidde parkeret som en cykel, og at få medfølelse med en cykel
- Det er grænseoverskridende at folk kigger
- Magisk at gå igennem en port: en fødsel, en nyhed, alt kan sker – forventningens glæde
- Tvunget til at lægge mærke til detaljer
- Hvor er det vildt at vi bor i firkanter
- Tætheden er grænseoverskridende
- Der eksisterer en hel verden inden i hækken
- Byen er fyldt med linjer fordi de gør os trygge. Vi kan se enden på dem. Vi ved hvor vi skal hen
- Befriende ikke at skulle løse opgaver, ikke at kunne gøre noget forkert
- Overrasket over hvor lidt jeg blev iagttaget i forhold til hvad jeg havde forventet
- En oplevelse af at gøre ting, der udelukkende er sjovt for mig – det er rart.
- Byrummet føltes hårdt – kroppen kan ikke trænge ind i det. De organiske ting: mennesker, tøj, mad, planter, jord er lettere at trænge igennem. Hårde overflader har autoritet.