Foto Helga Rosenfeldt-Olsen
KROPSSKEMA PÅ OPDAGELSE
Af Tora Balslev Jespersen (Performaner/Researcher)
For at forstå arkitekturens dimensioner måler vi ubevidst genstanden eller bygningen med kroppen og projicerer vores kropsskema over på det pågældende rum. .. Når vi oplever en bygning efterligner vi dens udformning med knogler og muskler.
Juhani Pallassmaaa: Arkitekturen og sanserne
VINDUESNICHER SOM ØJENHULER
Mandag morgen handler vores sanseskærpende træning om skelet. At blive opmærksom på skelettet, At bevæge skelettet. At være skelet. At give fokus til vores kroppes indre arkitektur.
Hvordan kan vores skelet gå i dialog med rummet? En fysisk øvelse. Jeg var præsent i mit kranium og oplevede gennem det en særlig forståelse for rummets to vinduesnicher. Som gigantiske øjenhuler. I dialogen mellem mit kranium og nicherne oplevede jeg begge dele stærkere. Kroppen er forudsætningen for at opleve rummet. Jeg blev opmærksom på mine øjenhulers dybde og bagud-rækkende rum inde i min hovedskal. Og på nichernes dybde og symmetri, dunkelhed og størrelse. Den rumlige dimension fik ekko i min krop. Træningens skelet-fokus forstørrede oplevelsen af dette ekko, denne fysiske genkendelse. Fordi jeg har en krop at “sætte i forhold til” og “opleve igennem” og ikke kun et registrerende syn, oplevede jeg nicherne, rummets arkitektur.
AT BLIVE I EN BØLGE
Senere: Vi er ude at registrere hvilke fysiske fornemmelser, bevægelser, ophold osv. by-rummets udformning konkret skaber i vores krop.
Jeg sidder i en stor smuk Nørrebro Gårdhave foldet ind i en bølge af træ ved en legeplads. Denne alternative bænk tiltrak sig min opmærksomhed fra den anden side af pladsen. Jeg “så/mærkede/fornemmede” hvordan min krop lige præcis ville passe her, hvordan min ryg ville lægge sig ind i kurven, der hvor bølgen krummer mest, hvordan min bagdel ville kunne stemme imod krusningen nedenfor og mine ben hvile på krusningens fald. Færdig med denne projektion konstaterede jeg: Det kunne jeg godt tænke mig! Jeg skred til handling, gik derhen og foldede mig ind.
Så her sidder jeg nu. Og skriver. Jeg mærkede ikke bare hvordan bølgen føltes og gik videre, jeg blev, tog ophold. Hvorfor?
Det viste sig, at bølgens top, der hvor den kammer over, skygger for at man får solen i øjnene, men tillade solen på resten af kroppen. Og hele strukturen skærmer mod vinden, så man sidder i læ. Sol, læ, træ som underlag, bølgende former, smukt udsyn. Jeg tog ophold. Her er det godt at blive.